I et cykel-mekka som København er vi vant til at se Københavnerne på deres trofaste jernheste, men hvis det står til Bambucicletas  skal vi vende os til, at se cykler lavet af bambus i det københavnske gadebillede!
Bambucicletas er en bæredygtig virksomhed der, som navnet afslører, distribuerer cykler lavet af bambus. Bambus er, nok overraskende for mange, et slidstærkt materiale man fra gammel tid har brugt til konstruktion af bl.a. huse og møbler.
Ved at vælge en bambuscykel, fremfor en almindelig “jernhest”, nedbringer du aktivt dit CO2 forbrug og bidrager også til et grønnere miljø. Den bambus, der anvendes til Deslandes’ cykler er høstet i hånden i Brasilien og nøje udvalgt til netop dette brug. Bambussen tørres og overfladebehandles så den kan stå distancen i vejr og vind.


Bag firmaet bambuscykler finder man den brazillianske industridesigner Flavio Deslandes. Deslandes’ fascination og kendskab til bambus som materiale går tilbage til begyndelsen af halvfemserne, og i 1995 begyndte han udviklingen af det der skulle ende med at blive en bambuscykel.
Til vores store fornøjelse har Flavio Deslandes valgt, at slå sig ned i København. Hér har cyklen gennemgået stor udvikling, og hvor det før kun var selve stellet der var lavet at det stærke bambus, så laves forgaffel og skærme også heraf.